Hvordan får vi en grøn genstart af Danmark?

af | 24. juni 2020 | Økonomi, Politik, Politik - Danmark, Video på dansk

Klimarådet og Ungeklimarådet inviterer klimaordførerne Tommy Ahlers (V) og Signe Munk (SF) ind til en snak om en grøn genstart af Danmark. Sammen med Katherine Richardson fra Klimarådet og Nina Möger fra Ungeklimarådet, vil der blive diskuteret forskellige løsninger til, hvordan Danmark kan håndtere genåbningen og den økonomiske krise samtidig med, at vi håndtere klimakrisen. For udskyder vi klimahandlingen, bliver det blot vanskeligere at nå 2030-målsætningen. Så hvordan får vi en grøn genopretning af Danmark?

Coronakrisen har fået verdensøkonomien i knæ, fordi alt har ligget stille. Store summer penge er blevet brugt på sikring af arbejdspladser og virksomheder, og politikerne har vist en hidtil uset handlekraft. Nu er Danmark så småt ved at vågne op igen, og det giver mulighed for at igangsætte nye rammer, som baner vej for den grønne omstilling. Flere NGO’er samt Ungeklimarådet og Klimarådet er allerede kommet med deres bud på grønne tiltag, som gavner økonomien. Herunder anlæggelse af vindmølleparker og indførelsen af en CO2-afgift. Flere beskriver den nuværende tilstand som en gylden mulighed for at lave grundlæggende rammeændringer og sætte en sikker klima-kurs mod 2030. Flere eksperter påpeger, at vi kan handle klogt og behandle to kriser, klima og corona, på samme tid, og gøres dette ikke, vil den grønne omstilling blot blive unødig dyr.

Men hvordan formår vi bedst at genåbne Danmark samtidig med, at vi handler klimaklogt? Forskellige løsninger vil komme på bordet og blive diskuteret mellem paneldeltagerne. Forhåbentligt bliver vi klogere på, hvad der mest effektivt sikrer reelle CO2-reduktioner.

Klimateltet 2020 er arrangeret af Klimabevægelsen i Danmark. Se flere klip og læs mere på om klimateltet på https://klimatelt.dk/2020

Klimabevægelsen i Danmark (KiD)